Tilbage i september 2012 og i regi af Visit Greenland var snowflakes grundlægger hovedmanden bag en repræsentativ YouGov omnibus blandt danskere 18-74 år, som belyste danskernes fordomme og manglende viden om Grønland og grønlændere. Undersøgelsen har været brugt som en blandt flere referencer i en rapport fra Institut for Menneskerettigheder, som blandt andet i 2018 førte til et borgerforslag om mere undervisning om Rigsfællesskabet i folkeskolen.
Selve undersøgelsen førte til mere end 200 presseklip, omtaler i radio og tv og blev i sin tid også nævnt fra Folketingets talerstol af to forskellige MF’ere (første gang af Sara Olsvig fra partiet IA og anden gang nogle måneder senere af Sjúrður Skaale fra Færøerne og partiet JF).
Et kort notat, der trækker nogle hovedkonklusioner ud af undersøgelsen, kan hentes her og de rå undersøgelsesresultater kan tilsendes ved at bede om den via kontaktsiden (vil blive vedlagt som Excel-fil). Venligst angiv oprindelig kilde ved brug.
Som en mellemfolkelig reaktion på YouGov-resultaterne tog Visit Greenland initiativ til at lave et online-forum, hvor sanger Søs Fenger, og skuespillerne Nikolaj Coster-Waldau og Lotte Andersen udtaler sig i tre videoer à fem minutter omkring emnet fordomme om Grønland og grønlændere for at forsøge at medvirke til at rykke danskernes forestillinger om grønlændere og Grønland i en mere positiv og nutidig retning.